| |
Jeg hedder Christina Lager.
Jeg er dyrlæge og min store interesse er adfærd og adfærdsproblemer hos familiedyr.
Min familie og andre dyr: Jeg er vokset op med kat, og katte har altid spillet en stor rolle i mit liv. Nu deler jeg liv og hjem med en håndfuld hunde, to børn og min mand, der i øvrigt er uddannet som hundetræner i Dansk Retriever Klub. Vores hunde er racen Cheaspeake Bay Retriever. Vi går på jagt, markprøve og udstilling med dem, vi har haft hvalpe tre gange - men først og fremmest er de en vigtig del af vores familie. Vi har også haft dværghamstre, lige nu har vi deguer ... vi har sommetider kaniner og fjerkræ... og så er der vores lille fåreflok....
Min uddannelse: Jeg er medlem af Dansk Selskab for Klinisk Veterinær Etologi (dskve), og har fulgt en lang række kurser om adfærdsbehandling, indlæringsteori, træningsprincipper og klikkertræning. Desuden har jeg skrevet projekter om aggressionsproblemer hos hund (temaprojekt, gruppearbejde) og om socialadfærd og aggressionsproblemer hos kat (specialeprojekt). Jeg har arbejdet på et godkendt dyrehospital. Jeg har i nogle år skrevet artikler til bladet Min Ven Katten Nu har jeg Husfred adfærdskonsultation ved siden af mit arbejde i Fødevarestyrelsens veterinærafdeling Nord.
Da Husfred på den måde er min "hobby" sker det nu og da, at jeg desværre ikke har mulighed for at tænde telefonen mellem kl. 16 og 18, hvor jeg ellers normalt har telefontid i hverdagene. Så hvis du været uheldig og har ringet forgæves - så prøv igen lidt senere eller send mig en mail... Af samme årsag kører jeg kun i mit lokal område - dvs firkanten mellem Holstebro, Bording, Kibæk og Videbæk. - bor du udenfor dette område, kan du gå ind på dvske's hjemmeside og finde en af mine gode kollegaer, som kan hjælpe dig.
Forløbet af en adfærdskonsultation: Udover henvisninger fra kolleger er Husfred åben for direkte henvendelser fra dyreejere. Rent praktisk starter et forløb med, at jeg bliver kontaktet pr. telefon eller mail. Herefter mailer jeg et skema (eller man kan benytte link til venstre og udfylde skemaet via hjemmesiden) hvor alle relevante oplysninger kan anføres. I mange tilfælde vil jeg bede om, hvis det er muligt, at man videofilmer dyret. Selve konsultationen foregår i ejerens eget hjem, og varer typisk ca. en time. Prisen: Pt. er prisen 800 kr for den første konsultation, dette er inklusiv telefonisk opfølgning og man får en skriftlig vejledning efterfølgende. Jeg tilbyder desuden to "pakker": en med to konsultationer for 1400 kr og en med tre konsultationer for 2000kr. I alle tilfælde opkræver jeg desuden kørselspenge efter statens høje takst. Betaling er kontant eller check ved første konsultation. Jeg beder altid om, at man ringer igen efter 7-14 dage, afhængig af problemets art, denne telefonkonsultation er med i prisen.
Hvis der er specielle ønsker til forløbet, aftaler vi det naturligvis, så det bliver så optimalt som muligt. I visse tilfælde er kirurgisk eller medicinsk behandling indiceret som en del af den adfærdsmodificerende behandling. I disse tilfælde vil jeg henvise til egen dyrlæge, og jeg vil kontakte vedkommende, så vi kan aftale nærmere mht. dosis, behandlingsvarighed, nedtrapning mv.
Ligeledes vil jeg henvise til egen dyrlæge, hvis der er grund til mistanke om, at en del af problemet skyldes fysisk sygdom (f.eks. smertebetinget aggression i forb. m. gigt). Når den fysiske sygdom er helbredt eller under kontrol, genvurderer vi i fællesskab situationen, og begynder adfærdsbehandlingen, hvis det stadig er nødvendigt.
I er meget velkomne til at kontakte mig, hvis I skulle have yderligere spørgsmål
Med venlig hilsen
Dyrlæge Christina Lager
   Christina Lager - Visgårdvej 9 - 7400 Herning - 51503909 - clagerdk @ gmail.com
|