gen_0.1.gif
forside adfærdsproblem? at vælge opdragelse sprogforbistring kat på bord renlighed bil og dyr dyr og børn lederskab kattens sociale liv katteaktivering hundeaktivering hunden gør! artikelsamling - indlæringsteori og træning om mig Links gode bøger Site Map skema, hund skema, kat e-mail me

Klikkertræning af kat


 

At klikke katte

Ved du hvad klikkertræning er?
Har du prøvet det med din kat?
Hvis ikke, ja så er du gået glip af noget!
Hvorfor?
Fordi klikkertræning er en måde at kommunikere på, snarere end det er en egentlig træningsmetode.
Katten (og alle andre dyr) kan lære de mest utrolige ting, hvis vi da kan fortælle dem, hvad det er, vi vil have dem til.
Det kan være: at lave sjove tricks, at komme når der bliver kaldt, at gå ind i transportkassen, at springe agility (yep, også katte), eller – i den avancerede ende: servicehunde til handicappede – i USA er der endda et par heste (miniheste), der er uddannet til blindeføre-hest!
En kat kan da ikke trænes!
Sådan har man altid sagt. Men tænk lige engang….at et dyr, der er så intelligent som en kat, skulle være ude af stand til at lære noget…neeeej, vel?
Alle katteejere kan ved selvfølgelig, at ”gammeldags” træning - altså med tvang - ikke virker på katte, men med positiv træning kan en kat lære lige det, du orker at lære den.
Nå, ok, hvad er så det her klikkertræningshalløj for noget?
”Klikkertræning” er det populære ord for en træningsmetode, der bygger på det, vi ved om hvordan levende organismer lærer.
Videnskaben har vist at alle dyr – det være sig hund, kat, chinchilla, kanin, fisk, hest, fugl, menneske, delfin eller lama – lærer på samme måde: hvis en ting man gør, medfører noget man nyder, så vil man være tilbøjelig til at prøve at gøre tingen igen.
Så i klikkertræning giver træneren dyret noget, det gerne vil have til gengæld for, at dyret gør noget træneren gerne vil have. Det er måske nemmere at forklare med et eksempel: hvis katten får en reje, lige når den har sat sig, er der større sandsynlighed for, at den vil prøve at sætte sig ned igen, for at se om ikke det udløser en reje mere. Vi kalder rejen for ”belønning” og processen for ”forstærkning:” Belønningen forstærker adfærden.
Klikkertræning er, i videnskabens terminologi, en træningsmetode, der benytter ”positiv forstærkning.” Man benytter en indlæringsmetode, der kaldes ”operant konditionering”, det er når dyret bevidst udfører en h
andling, for at opnå en belønning, indlæringen er altså bevidst fra dyrets side, dyret deltager aktivt, som problemsløser (hvad skal jeg gøre for at få den reje?) i indlæringsprocessen.
Udtrykket klikkertræning er opstået pga. af et redskab, der benyttes under indlæringen. Det er en lille dims, der kan sige en klik-lyd. De fås i mange forskellige udgaver, man kan for den sags skyld bruge en kuglepen, hvis man har en, der giver et rimeligt højt klik, når man trykker på knappen. ”Klikkeren” er ikke en fjernbetjening! Den fortæller ikke katten, hvad den skal gøre, men den bruges til at markere det præcise øjeblik, hvor dyret gør lige det, man ønskede. Derfor kaldes klikkeren en ”markør”
Man bruger den i stedet for at sige ”god mis” (eller anden ros), fordi det er hurtigere og mere præcist. Man kan med klikkeren træne små bitte detaljer, så som at bevæge ørerne på en bestemt måde. Katte lever i en konstant ordflom, som de ikke forstår ret meget af – de lærer at genkende enkelte ord, men forstår ikke menneskesprog (selv om det kan virke sådan) Brugen af en klikker indfører en lyd som katten ikke møder andre steder i sin hverdag, og som er 100% ens hver gang. Klikket betyder simpelthen: ”der gjorde du noget rigtigt – der kommer en godbid lige om lidt” Efterhånden, når katten har lært adfærden erstattes klikket af verbal ros, så klikkeren bruges altså kun til selve indlæringen.
Hvordan gør man så?
Først lærer man katten, hvad klikket betyder: klik og giv godbid, klik og giv godbid, bliv ved til katten kigger efter sin godbid, når den hører klikket. Dette første skridt tager få minutter, en gang i kattens liv. Så er man klar til at gå videre:
Dernæst følger man dette princip, uanset hvad man vil lære katten:
1) få adfærden
2) marker adfærden
3) forstærk adfærden
4) husk at have det sjovt!

Ad 1) dette kan man opnå ved at a) fange adfærden, idet katten gør det af sig selv, dvs. spontant sætter sig, eller b) ved at lokke katten til det – en godbid ført i en bue hen over dens hoved, vil ofte få den til at sætte sig.
Ad 2) ”klik” – timing er vigtig – hellere klikke lige mens den sætter sig, end når den er på vej op igen.
Ad 3) giv godbid. Godbidden kan være ost, en halv reje eller andet katten kan lide (ært-størrelse er rigeligt) Hvis din kat er på specialdiæt så tal med din dyrlæge om hvad den må få, eller brug noget af foderet. Husk at modregne godbidder i den daglige foderration, så den ikke bliver fed. Belønningen kan være andet end godbidder – f.eks. en hurtigt jagt efter en tøj mus.
Ad 4) Små korte lektioner – måske 5 minutter er bedre end lange halvtimers seancer. Stop mens det går godt og inden katten taber interessen

Når katten er blevet klikket gentagne gange for en adfærd og selvsikkert gentager adfærden ofte er det på tide at sætte ”signal” på: Sig ”sit” idet den sætter sig. Klikkertrænere er ikke så glade for ordet ”kommando”, man foretrækker at bruge ”signal” eller ”stikord” (fra engelsk ”cue”), fordi ordet kommando giver nogle associationer til autoritære træningsmetoder med straf og tvang.
Desuden er det på tide at begynde at benytte et andet vigtigt træningsprincip: ”extinction” – udryddelse: Det er når man nu har en kat, der ivrigt ”sitter” foran ens fødder konstant, i håb om at få en reje. Samtidig med at man begynder at sætte signal på, bruger man extinction, dvs. at man holder op med at belønne katten for at ”sitte” hvis den gør det uden at man har sagt ”sit”. Efterhånden lærer den, at det kun kan betale sig at lave adfærden, når den har fået signalet (signalet kan i øvrigt være alt muligt, f.eks. en håndbevægelse i stedet for et ord)
Klikkertræning er både til sjove tricks (giv pote) og til mere seriøse ting, som at komme når der kaldes, og at gå frivilligt ind i transportburet. Samtidigt er det en leg for katten som de fleste katte elsker og mange katteejere fortæller, at de føler, de har fået et nærmere forhold til deres kat end før. Katten bliver gladere og mere opmærksom på dens ejer, og træningen stimulerer dens mentale evner, får den til at tænke og deltage aktivt; den opfinder måske selv originale lege.
Kan klikkertræning bruges til at løse adfærdsproblemer?
Ja, i nogle tilfælde.
Problemer som urenlighed er det ikke så velegnet til – der er mange andre ting, som blærebetændelse, problemer med tissebakken, stress og andet der spiller ind.
Men nogle af de ting, man har haft held med at ændre med klikkeren er: neddæmpning af overaktive katte, hoppen op på bordet, mens du laver mad/spiser, bedring af for voldsom legeadfærd (som leopardspring ned fra en hylde på dit hoved) og uønsket klohvæssen.
Filosofien bag adfærdsændringer med klikkertræning er at fokusere på, hvad du ønsker din kat skal gøre, i stedet for at fokusere på, hvad du ønsker den skal lade være med. Derefter koncentrerer man sig om at lære den det, man gerne vil have den gør – f.eks. sidder ved siden af bordet, ikke på bordet, mens man spiser – beløn den ønskede adfærd og ignorer den uønskede. Undgå at forsøge at straffe katten, for det første virker det meget sjældent, for det andet risikerer du at miste dens tillid. Husk i øvrigt at enhver form for opmærksomhed (også negativ opmærksomhed) kan forstærke adfærden. Hvis adfærden er farlig eller destruktiv, så afspær området, så katten ikke har mulighed for at udføre adfærden – f.eks. ved at stille noget foran (eller pakke stanniol omkring) den sofa den vil kradse i.
Hvis din kat har alvorlige adfærdsproblemer, eller du ikke ret hurtigt kan se en bedring, så kontakt en professionel adfærdsbehandler for at få hjælp. På www.dskve.dk kan du finde den nærmeste dyrlæge med særlig interesse for adfærd. Det er vigtigt at fysiske problemer bliver udelukket af en dyrlæge, før man begynder at lave adfærdsterapi.




High five!
Har du fået blod på tanden? Vil du prøve at lære din kat et lille cirkustrick?
Eller tror du slet ikke, det kan lade sig gøre? Så prøv alligevel…
Dette lille trick er et af de nemmeste at starte med.
Først skal du bruge en god belønning. Noget katten gerne vil have. Prøv at tilbyde et lille udvalg af lækkerier på en tallerken, og se hvad katten foretrækker.
De bedste godbidder til træning, er nogen der kan laves til små stykker, gerne noget blødt, der hurtigt sluges, så katten ikke glemmer, hvad den var i gang med, mens den tygger.
Og jeg mener virkeligt små stykker. 1 reje = 4-5 godbidder!
Lav endelig en hel bunke godbidder klar. De kan altid ryge i køleskabet til næste gang.
Så finder du en spisepind, en kuglepen eller lignende. Sno et stykke tape mange gange rundt om spidsen, så der bliver en lille bold. Nu har du en såkaldt ”target-stick”.
Den første opgave er at lære katten at sætte næsen på tapebolden på enden af pinden.
Det er nemmest, hvis du har en klikker til at markere præcist det øjeblik, hvor kattens næse er lige ved at røre pinden. Hvis du ikke har en klikker, så brug evt. en kuglepen – klik med den der knap, man trykker ned, når man skal til at skrive.
Ok. Nu har du altså din klikker (kuglepen), dit target (tapebolden for enden af spisepinden) og en bunke godbidder. Hent så katten.
Hold klikkeren i den ene hånd og stik target hen mod katten. Den vil garanteret kigge på den. Klik og giv en godbid. Hold target frem igen. Når katten flytter på hovedet for at snuse til target, klik og beløn. Hold target frem igen og når kattens næse næsten rører ved target så klik og beløn. Gentag 5 gange. Læg det hele væk og gå ind og se tv.
Tip: Kniber det med at få katten til at snuse til target? Prøv at gnide tapebolden mod godbidderne, så den lugter spændende.
Husk at tage pinden væk hver gang du har klikket og tilbyde den igen, når katten har sunket godbidden. Det husker man let, hvis man vænner sig til at give godbidden med den hånd, der holder target-sticken.
Når der kommer en reklamepause, så find katten og lav 5 gentagelser. Nu vil katten sikkert have fattet, at du er villig til at give lækre godbidder hver gang den sætter næsen på den der dims. Ellers prøv bare nogle gange mere. Der er jo mange reklamepauser i løbet af en aften. Efterhånden kan du få katten til at tage et par skridt for at komme hen og sætte næsen på target.
Nu kan du så gå videre.
Hold target lidt over kattens hoved. Langt de fleste katte vil løfte en pote for at trække target ned til sig. Klik og beløn så snart dens pote rammer target.
Flyt target-sticken ind i hånden, så kattens pote rammer tættere og tættere på din hånd. Når du når til enden af pinden, så læg den væk og brug bare hånden som target i stedet.
Klik og beløn hver gang kattens pote rører din hånd.
Nu kan du holde hånden ud og sige ”high five” lige før katten bevæger sig, i starten er tricket at sige ordene lige før katten alligevel ville løfte poten for at røre din hånd, efter ca. 10 gentagelser plejer forbindelsen at være opstået, så katten forstår, at ordene ”high five” betyder ”rør min hånd med poten og få en godbid”
Tip: træn i kort tid af gangen. 2-5 minutter er nok, så hold pause og prøv igen lidt senere. Derfor er reklamepauserne så geniale.