| |
300 Hak – en simpel metode til at øge afstanden eller varigheden. Af Aidan Bindoff , oversat af dyrlæge Christina Lager
"300 Hak" (Eng. 300 Peck) er en metode, der stammer fra laboratorierne, hvor man havde brug for at træne duer til at hakke 300 gange; via hestetræning er metoden nu med succes blevet tilpasset til hundetræning. Min favoritversion kan jeg takke Sue Ailsby for. (http://www.dragonflyllama.com).
Hvad bruges “300 Hak” til? Når vi vil øge afstand eller varighed, skal vi bruge en metode, der resulterer i en øgning, mens vores hund stadig har succes i mindst 80% af forsøgene. Lad os sige, at vi vil have vores hund til at ”sit” og ”bliv” i 30 sekunder. Hvis vi beder vores hund om at sætte sig og blive siddende i 30 sekunder uden nogen indledende træning, vil hunden næsten med sikkerhed lave fejl indenfor de første par sekunder, og vi får derfor ikke noget, vi kan forstærke. Intet læres, ud over at ”bliv” er meningsløst. Et andet eksempel kunne være, at vi ønsker at sende hunden rundt om en pæl 10 meter væk. Hvis vi prøver på det uden nogen indledende træning, vil den sikkert bare sidde og stirre tomt på os, eller finde noget andet at give sig til. "300 Hak" hjælper os med at bygge bro over hullerne, på en nem måde. Lad os bruge ”sit-bliv” som eksempel. Vi går ud fra, at hunden har lært at sidde på kommando på forhånd. Vi beder hunden om at sætte sig. Så tæller vi stille oppe i hovedet "1-kasse øl", hvis hunden stadig sidder, får den et klik og belønning.
Så beder vi hunden sætte sig igen, den rejste sig sikkert, da vi klikkede, og det er ok. Så tæller vi igen for os selv "1-kasse øl, 2-kasse øl", hvis den stadig sidder der: klik og beløn. Næste forsøg er "1-kasse øl, 2-kasse øl, 3-kasse øl", sidder den der stadig, så klik og beløn. Ellers beder du hunden sætte sig igen og tæller "1-kasse øl". Sidder den stadig: klik og beløn. Grundreglen er, at vi tæller til en mere ved hvert forsøg, hvis det lykkes: klik og beløn. Hvis hunden laver en fejl – så begynder vi simpelthen fra 1 igen. En typisk træningsseance kunne se sådan ud: sit - 1, klik og beløn sit - 1,2, klik og beløn sit - 1,2,3, klik og beløn sit - 1,2,3,4, klik og beløn sit - 1,2,3,4,5 - fejl sit - 1, klik og beløn sit - 1,2, klik og beløn sit - 1,2,3, klik og beløn sit - 1,2,3,4, klik og beløn sit - 1,2,3,4,5, klik og beløn sit - 1,2,3,4,5,6, klik og beløn sit - 1,2,3,4 - fejl sit - 1, klik og beløn sit - 1,2, klik og beløn osv...
Et andet praktisk eksempel kan findes i Positive Petzine message #28 - "Turning the Tables - Turning Your Dogs Begging at the Table Into an Asset". I den artikel lærte vi hunden at ligge stille ved siden af bordet, mens vi spiser. Læg mærke til at dette er en adfærd med en lang varighed. Forestil dig, at du vil have hunden til at gå pænt i snor med slap line. Du kan bogstavelig talt lære den det skridt for skridt ved at bruge "300 Hak" metoden. 1 skridt, klik og beløn. 1 skridt, 2 skridt, klik og beløn; osv
Det er måske ikke umiddelbart indlysende, men i praksis betyder "300 Hak" metoden, at vi kan øge vores kriterium med en succesrate på over 80% - og vi behøver slet ikke tænke over det! Vi skal bare huske, hvad vi talte til sidste gang og lægge en til, hvis vi klikkede og belønnede.
Helt af sig selv tilpasser denne metode sværhedsgraden til enhver given situation. Nogen gange er der distraktioner, som vi overhovedet ikke bemærker, men vores hunde gør. ”300 Hak” fjerner gætteriet, når man skal beslutte hvilket kriterium man stiler efter og går altid efter en toppræstation. For at citere visse jobannoncer ”erfaring ikke nødvendig”! Læs mere på: http://www.dragonflyllama.com/%20DOGS/%20Dog1/levels.html
|