| |
At træne Gø - vær stille med klikker:
Mens hunden gør – du kan evt. provokere den til at gø, ved at banke på bordet el.lgn. - klikker du og giver den en godbid. Mens den er ved at sluge godbidden (og dermed er stille) viser du den din håndflade i et ”stop” tegn, helt op i hovedet på den. Den bliver lidt overrasket og vil måske dreje hovedet lidt – eller vise et andet dæmpende signal. Det betyder ikke noget, bare klik og giv godbid i det øjeblik du har vist den din hånd. Nu venter du til hunden er slugt godbidden og gør igen, evt. fremprovokerer du gøen igen. Klik og godbid – håndsignal, hunden reagerer på hånden og i det splitsekund den er stille: klik – godbid. Gentag.
Det der sker er, at du belønner (i fagsproget: positivt forstærker) hundens gøen – derpå fremkalder du en anden reaktion, og forstærker den. Hunde kan sandsynligvis ikke lære konceptet ”gø ikke” men den kan lære at lukke munden (kigge væk uden at gø, eller hvad hunden nu gjorde som reaktion på hånden) på kommando. Det er egentligt ligegyldigt, hvad hunden præcis gjorde (og hvad den opfattede at den blev belønnet for) – pointen er at det var noget andet end at gø!
Så snart det ser det mindste ud til at hunden begynder at gøre de to handlinger (gø – noget andet end at gø) bevidst, sætter man ord på: ”Gø” og ”Stop” samtidigt begynder man at fjerne hånden - langsomt - mere og mere fra hundens ansigt. Langsomt – delsekunder af gangen begynder man at forvente, at hunden er stille i lidt længere tid før den får klikket og godbidden. Det næste der typisk sker er, at hunden bevidst prøver at gø, når du siger ”gø” – men den kommer måske til at lave en anden lyd – klik og godbid for disse lyde – de fleste hunde ender med bare at give et enkelt Vuf.
Nu har vi to kommandoer: gø og stop – træn dem mange gange, forskellige steder – og du vil efterhånden kunne stoppe hundens gøen.
Mange hunde begynder at gø mindre, fordi de opdager, at de kun får en belønning, når de gør på kommando, men ikke hvis de bare gør af sig selv.
|